Kolonisterne Ll. Jyndevad, Stade Mark og Rens Mark

I mange år har jeg vidst at min bedstefar havde mellemnavnet Hamann. På et tidspunkt fandt jeg ud af, at slægten stammede fra kolonisterne og begyndte så for en del år siden, at søge nærmere i slægten.
Senere kom jeg i forbindelse med en som arbejdede med den samme slægt - og siden da, har Helfred Jensen i Tinglev og jeg hjulpet hinanden med slægtsarbejdet.
Udover selve slægtsarbejdet har kolonisternes historie her i området interreseret mig meget.
Jeg har holdt flere foredrag om emnet og her vil jeg ganske kort fortælle om kolonisterne og deres ankomst til vores egn.
 
I midten af 1700-tallet havde der været krig i Europa og selvom Danmark havde formået at holde sig ude af krigen, så var landet meget fattigt. Der var kun ca. 1/4 af landet, der var opdyrket og kong Frederik V forsøgte at få folk til at flytte ud fra det gamle bondesamfund og begynde at opdyrke heden. Dette forsøg mislykkedes, ingen ville flytte ud fra den tryghed, som det var at bo tæt sammen.

Kongen udnyttede, at 7 års krigen (1756-1763) hærgede i Europa, og at folk ikke længere udvandrede til de lande som var med i krigen.
Der blev sendt en agent til Frankfurt, han havde den specielle opgave, at få folk til at rejse nordpå. Det var især fra det dengang sydlige Hessen og i visse egne af Württemberg, samt det sydlige Tyskland. De egne man valgte, var især hvor kartoflens udbredelse var størst, da kongen vidste, af kartoflen kunne ernære flere folk end man kunne med korn, og han ville gerne have befolkningen her i landet til at spise kartofler.

Gennem et opråb i en Frankfurt avis i april 1759 og senere gennem trykte plakater var folks opmærksomhed blevet henledt på det opdyrkningsarbejde, der var påtænkt i Danmark.
De var stillet følgende ting i udsigt:
1. De kunne få brev og segl på så megen jord de formåede at opdyrke.
2. De ville få 20 års frihed for skatter og afgifter.
3. De ville få rejsepenge (100 gylden for mand og kone og 20 gylden for hvert barn over 12 år).
4. De ville få dagpenge indtil de selv var i stand til at høste afgrøder.
5. Der ville blive opført beboelseshus med stald og lade.
6. Der ville blive anskaffet trækdyr og andet kvæg.
Tilbudet var meget fristende og ikke mindst, når man kender lidt til deres forhold i deres hjemland. Efter 30 års krigen var folkesundheden blevet forbedret, så folk havde fået flere børn og følgen deraf var overbefolkning i Sydtyskland. Allerede før 7  årskrigen udvandrede mange fra Sydtyskland til Nordamerika, Rusland og Preussen. Da disse lande var involveret i krigen, rejste man jo ikke frivilligt derhen. Derfor var det muligt i en kort periode at få folk fra Sydtyskland til at rejse her til landet.

Den 12. oktober 1762 ankom et stort vogntog fra Flensborg til Kravlund kro. Det var 157 familier bestående af 549 personer af de fra Sydtyskland indkaldte kolonister. De var udset til at påbegynde opdyrkningen af hedearealerne i Tønder Amt.
Familierne havde været undervejs i meget lang tid, først gennem krigshærgede områder på vej nordpå, så med ventetid i Altona ved Danmarks sydgrænse og senere i Flensborg. I Kravlund ventede hestevogne, som skulle sørge for den videre befordring ud til de enkelte sogne.

Tilstrømningen var langt større end behovet. I vinteren 1762-63 var der mange flere kolonister i Rens og Jyndevad end dem der senere slog sig ned på egnen. De var indkvarteret hos den lokale befolkning, da deres huse endnu ikke var bygget - end ikke materialerne havde de fået.
Den stedlige befolkning så med uvilje på disse fremmede. På indkvarteringslisten i Medelby Sogn er disse ord tilføjet: "Vi ser helst, at kolonisterne bliver helt borte herfra, og at vi ikke får en eneste af dette folkefærd hertil". Denne udtalelse var nok det almene syn på kolonisterne - også i de andre sogne.
Forholdet mellem den stedlige befolkning og kolonisterne mildnedes ikke denne første vinter. Det viste sig hurtigt, at der var en del urolige hoveder imellem.
I marts 1763 blev der foretaget en bedømmelse af kolonisterne, fordi der fandtes unyttige og ubrugelige folk, som var ganske uskikkede tli landbruget og som kun ville ødelægge hensigten med kolonisationsarbejdet. Der blev stillet dem i udsigt enten at modtage fri tilbagerejse eller at bosætte sig et andet sted i landet. Mange søgte vel atter hjem - andre udvandrede til Rusland, hvor de fik bosættelse i den tyske koloni Sarepta ved Volga-mundingen. 

 

Bortlodningen af koloniststederne i Tønder Amt fandt sted den 24. september 1763 på Gerrebæk Kro.
Alle kolonistederne lå i udkanten af et sogn eller af et ejerlav og som regel blev der anlagt to eller flere i nærheden af hinanden. Resultatet af udlodningen blev, at der opførtes et reduceret antal koloniststeder i de forskellige sogne. - Selvom kolonisten havde fæstebrev på stedet, så var det kun et lån og det forblev i kronens eje. - Fæstebrevet blev udleveret til dem eller deres efterkommere den dag huset var færdigt og fra da af var de fritaget for skatter og lign.
Burkal sogn oprettede 11 pladser mod de planlagte 24 pladser. Et på Stemmild hede, hvor kolonisternes talsmand kom til at bo. Det er senere brændt og blev flyttet længere vestpå og derved ligger gården i dag i Hostrup sogn. - I Lund ejerlav tæt ved grænsen til Sottrup ejerlav kom der til at ligge et koloniststed og det har stadig navnet Kristianshåb. Det var navnet på hele sognets koloni. - På Burkal hede blev der oprettet et sted. Det lå tæt ved grænsen til Hajstrup ejerlav og fik senere navnet Pulvertårn. I Rens ejerlav blev der oprettet to pladser. De lå i Kulkær mose. I Jyndevad ejerlav blev der oprettet fem pladser. De kom til at ligge på stribe fra Bøgelhusvej og mod vest til skellet for Rens ejerlav. I dag de fem ejendomme på sydsiden af Grænsevejen. - I Stade ejerlav kom der et koloniststed.. Det lå i nærheden af to der var oprettet i Frestrup ejerlav (Bylderup sogn) og er senere flyttet tættere på sognegrænsen.

Kolonierne blev alle opkaldt efter kongelige familiemedlemmer kolonien i Burkal sogn kom til at hedde:

 T3/plads nr. Christianshoffnung (Christianshåb).

Udlodningen den 24. september 1763 til følgende:

Kolonien Christianshåb (Burkal sogn):
T3/1 (Lund) Jacob Heinich Schrägell
T3/2 (Stemmild) Jacob Heinrich Franck
T3/3 (Burkal) Georg Küstner
T3/4 (Rens) Johann Philip Jung
T3/5 (Rens) Jacob Herter (Oerter)
T3/6 Stade) Johann Michiel Kühn
T3/7 (Jyndevad) Melchior Keller
T3/8 (Jyndevad) Nicolaus Schmidt
T3/9 (Jyndevad) Georg Drechsler
T3/10 (Jyndevad) Johannes Hamann
T3/11 (Jyndevad) Johann Gabriel Littener.

 

Tønder amt havde lært af fejlene i de andre amter. Derfor fik kolonisterne her lov til selv at bestemme, hvor huset skulle ligge på deres jordlod. Mange valgte dog at flytte ud på deres jord lige efter udlodningen og da der ikke var bygget nogen huse endnu, lavede de en primitiv jordhule som de boede i det første år.

Husene som de byggede lå altid nord/syd. De havde en længde af 42 fod (13,9 meter) og en bredde på 30 fod (9,25 meter).
2 fag a´ 7 fod afsattes til stue og kamre, mens de øvrige 4 fag var stald og lo. Det var høje huse, som havde svært ved at klare vort forblæste klima. Så efterhånden byggede de om til 45 graders taghældning, som altid har været stilen på vore stråtage.
Deres forhold var meget dårlige og samtidig mødte de uvilje fra lokalbefolkningen, så det var vanskeligt for dem. Desuden trak det ud med betalingen af dagpenge, for ikke at tale om rejsepengene, som de var blevet lovet, før de rejste fra deres hjemegn.
Selvom kolonisten var fritaget for skatter, militærtjeneste og militærindkvartering, så var det ikke et liv på roser.

I efteråret 1766 blev der foretaget en optælling over hvert koloniststed. Et eksempel på sådan et sted, hvor familien har været siden de fik tildelt stedet i 1763. Familien havde også et par voksne sønner, som kunne hjælpe med arbejdet. I 1766 havde de stadig 2 heste, 1 ko, 3 får (et mere end i 1763). Avlen var 3 3/4 tønde rug, 2 tønde boghvede og 6 tønde kartofler. Dette skulle familien leve af et år - og helst have såsæd og læggekartofler til næste høst.
Af alle de kolonister, der kom hertil i 1763, rejste langt de fleste igen og kun ca. hver 5. blev.

De gamle huse er borte - kun et fåtal står endnu i ændret skikkelse. På egnen lever stadig efterkommere af de familier, der hin oktoberdag i 1762 holdt deres indtog i Tønder amt og som ikke lod sig skræmme af modgang og fortrædeligheder. Med en indsats af flid, nøjsomhed udholdenhed og troskab tog de kampen op med den genstridige lyng - og til sidst vandt sejr.
En kolonist udtrykte det sådan: "Vi var blevet lovet, at vi ville komme til at vade i kløver til knæet; men vi fandt kun lyng, som gik os til bæltestedet". 


Skrevet af Ruth Christensen.
Redigeret af Knud Erik Gehrt.

Del siden